Mine patienter er kæledyr med både akutte og kroniske smerter. Jeg hjælper med at finde årsagen til smerterne og lægge en udførlig plan for smertebehandlingen. Målet er en smertefri hverdag med forbedret livskvalitet for både dyr og ejer.

Om Smertedyrlægen

Maria Søndergaard, dyrlæge med PhD i klinisk smerteforskning og neurologi

Jeg blev uddannet dyrlæge i 2008. Siden da har jeg udelukkende arbejdet med kæledyr på private henvisningshospitaler og på Universitetshospitalet for Familiedyr. På Universitetshospitalet underviste jeg veterinærstuderende på narkose- og kirurgiafdelingen samt i neurologisk specialservice.

Min faglige passion har altid været at forebygge og behandle akutte og kroniske smerter hos mine patienter. Jeg har en PhD i klinisk smerteforskning og neurologi. Min afhandling fokuserede på kroniske smerter hos Cavalier King Charles spaniels med sygdommen syringomyeli.

For dyreejere

Mine patienter kommer som regel sammen med en bekymret ejer. Jeg sætter en ære i at gøre mit bedste for at hjælpe både patient og ejer igennem hele forløbet. Min første konsultation med en ny smertepatient varer derfor ofte omkring en time. Konsultationen fokuserer på:

  • en detaljeret kortlægning af patientens sygdomshistorik
  • en udførlig klinisk og neurologisk undersøgelse
  • en målrettet plan for udredning

Målet er at finde årsagen til dyrets smerter.

Har du spørgsmål om smerter hos dyr? Er du i tvivl om din hund eller kat har ondt? Vil du booke tid til en konsultation? Så kontakt mig.

For dyrlæger

Henvisning af en patient er en tillidssag. Jeg tager imod henvisninger efter forudgående aftale. Min tilgang til patienten er problemorienteret. Du kan derfor regne med, at min udredning er fokuseret på anamnesen og de kliniske fund, som er relevante for henvisningsårsagen. Hos Smertedyrlægen får klienten:

  • en klinisk / neurologisk forundersøgelse
  • en vurdering af, om patienten har tegn på smerter
  • en gennemgang af den differentialdiagnostiske liste
  • en plan for udredningen hos mig inklusiv et prisoverslag
  • en forventningsafstemning med fokus på mulig behandling samt en realistisk prognose

Udredning aftales med klienten og kan i nogle tilfælde udføres på samme dag som forundersøgelsen. Andre gange aftales indlæggelse til udredning en anden dag. På Skovlunde Dyrehospital har jeg blandt andet mulighed for at udføre in-house laboratoriediagnostik, ultralydsscanning og røntgenundersøgelse. Er der brug for yderligere billeddiagnostik, henviser jeg til CT eller MRI. Kirurgiske patienter henvises til relevante kolleger afhængig af diagnosen.

Opfølgende kontrolbesøg sker efter aftale med klienten, indtil et forløb kan anses for at være afsluttet. Er patienten diagnosticeret med en kronisk lidelse, som kræver livslang behandling, kan kontrollerne med tiden overgå til dig som henvisende dyrlæge eller som et samarbejde mellem os. Mit mål er, at din klient føler sig tryg og afklaret omkring planen. Jeg bestræber mig på at du får en tilbagemelding på din patient samme dag, som jeg har set den.

Har du brug for hjælp med en smertepatient? Du er altid velkommen til at kontakte mig.